Blog Image

Nyheder fra Myrupfamilien.dk

Om bloggen

Når der er nyt på Myrupfamilien.dk, skriver jeg det her.

Større opdatering grundet nedbrud hos min hoster

Nyt Posted on Sat, September 06, 2014 19:10:46

Jeg har nu været igennem en større (og kedelig) opdatering af hjemmesiden, inklusive de nyeste oplysninger. Desuden afprøver jeg en ny og større skriftsstørrelse, da den kunne være svært at læse på en tablet.

One.com (som hoster min hjemmeside) opdagede i starten af august, at alt hvad der var lavet på hjemmesiden siden 11. juli var forsvundet fra web editoren (min arbejdsside inden jeg udgiver det). Det hele var på selve hjemmesiden, men altså forsvundet fra der, hvor jeg lægger det på, inden jeg udgiver det.

Da jeg havde lavet temmelig meget i min ferie i juli måned, både redigeret tekst, nye billeder, nye links og nye sider, var det ikke sjovt, for nu at sige det pænt… smiley

De tilbød at lægge det hele på igen, men kunne ikke love noget tidspunkt, eftersom der var temmelig mange kunder, der havde problemet. Det, synes jeg ikke, var tilfredsstillende, for jeg vil gerne videre med hjemmesiden.

Desuden opdagede jeg, at noget af det, jeg havde udgivet, slet ikke var med på web siden, selvom de sagde, at alt burde være på hjemmesiden.

Jeg opdagede også nogle småfejl i mit Word dokument, som jeg bruger som grundlag. Og da jeg desuden blev opmærksom på, at skriftsstørrelsen på hjemmesiden ikke var tilstrækkelig på en tablet, blev jeg enig med mig selv om, at jeg hellere selv ville opdatere det hele igen.

Det har taget rigtig mange (kedelige smiley) timer, men nu er det heldigvis gjort.

Og nu kan jeg komme videre med andre mere spændende ting på hjemmesiden. smiley



Opdatering af myrupfamilien.dk

Nyt Posted on Sat, July 19, 2014 20:12:44

Så er jeg færdig med at tjekke og opdatere familie II.

Jeg har fundet flere spændende ting, og flere personer med navnet Myrup er kommet med i familien – nå ja, de har jo været der hele tiden, men blot ikke i mit register.

Jeg har også lagt et opdateret navneregister på.

Jeg lavede en optælling, og der er nu 3330 navne i registeret.
Heraf er 2055 af navnene i familie I, 1072 i familie II og 203 i familie III.
856 af personerne i registeret bærer navnet Myrup.
Eftersom registeret kun indeholder dåbsnavne, tælles giftenavnet Myrup ikke med.

Jeg fortsætter med at tjekke familie III igennem.



Ændringer i familie II

Nyt Posted on Wed, July 16, 2014 18:41:52

Så har min gennemgang og opdatering af slægtsgrenene medført en større redigering i familie II Niels Christensen Myrup. En fejl er blevet lokaliseret, og et barn er fundet. Der er slægtsgrene, der har fået nye ’navne’, og mange familiemedlemmer har fået nye ’stier’.

Så hvis du synes, at lige netop din familiegren har fået nogle andre tal, end den plejer, er det måske rigtigt.

Det drejer sig om stierne II-A2.B7 Niels Christensen Myrup og undergrenene II-A2.B7.CC4, C5, C6 og C6.D6.

Fejlen, jeg fik lokaliseret, var en reminiscens fra for et godt stykke siden, hvor jeg opdagede, at II-A2 Christen Myrup havde fået færre børn, end jeg oprindeligt troede, nemlig 8 børn i stedet for 10. Jeg havde bare ikke fået rettet, at II-A2.B9 Niels Christensen Myrup burde hedde II-A2.B7. Da han har en del efterkommere, har det medført en del rettelser rundt omkring på Myrupfamilien.dk.

Samtidig fandt jeg et ekstra barn i Niels Christensen Myrups børneflok, nemlig II-A2.B7.C2 Berthel Christian Nielsen. Det betød, at alle børn yngre end ham rykkede et nummer, så C2 blev til C3, C3 blev til C4 osv.

Det fik betydning for slægtsgrenene, der nu hedder II-A2.B7.C4 Søren Christian Nielsen Myrup, II-A2.B7.C5. Johanne Marie Nielsdatter Myrup, II-A2.B7.C6 Lars Jens Christian Nielsen Myrup og II-A2.B7.C6.D6 Berthel Christian Larsen Myrup.

Jeg har nu opdateret siden og registeret, så det hele skulle hænge rigtigt sammen igen. Jeg håber, jeg har fundet og rettet alle referencerne….

Men hvis du har linket til en side, kan du risikere, at det ikke længere virker.



Opdatering af myrupfamilien.dk

Nyt Posted on Sat, June 28, 2014 19:52:47

Så har jeg fået tjekket oplysningerne i familie I. Det er blevet så meget lettere at slå op i kirkebøger og folketællinger, at jeg gennemgår alle mine oplysninger igen.

Der har været nogle fejl som følge af, at jeg sad i halvmørket på Rigsarkivet og læste mikrofilm igennem. Det er nemmere at læse det på computeren, selvom det stadig er dårlige kopier.

Det var heller ikke altid nemt lige at gå tilbage og tjekke noget, eller snuppe en anden kirkebog. Derfor har det også været lettere at finde supplerende oplysninger nu.

Så det er et større tjek og opdatering, jeg har gang i for at sikre mig, at mine oplysninger på hjemmesiden er så korrekte som muligt.

Jeg fortsætter med familie II….

Jeg vil også sige tusind tak for alle de bidrag, jeg har fået.
Jeg lægger dem på, så hurtigt jeg kan.



Nyt navneregister lagt på

Nyt Posted on Fri, June 06, 2014 21:08:10

Så fik jeg opdateret navneregistret over Myrupslægten og lagt det på hjemmesiden. Det har taget lang tid, fordi jeg var nødt til at starte helt forfra med listen.

Der er 3.026 navne i listen, heraf 758 med navnet Myrup.
Der er 1.932 navne fra familie I, 904 navne fra familie II og 190 navne fra familie III.

Så vi er en stor familie.

Det skal lige nævnes, at kun navne med både fornavn og efternavn er medtaget i registret. Jeg har en hel del familiemedlemmer, hvor jeg kun har fornavnet, eller kun efternavnet.

Nu vil jeg fortsætte med selve opdateringen af de enkelte grene.

Jeg har fået opdateret familie I-A1, A6, A7 og A8, samt familie II-A2.B9.C5.D6.

Tak for alle de input, jeg har fået. Jeg skal nok lægge dem på lige så hurtigt, som jeg får dem.



Opdatering af myrupfamilien.dk

Nyt Posted on Wed, May 21, 2014 17:27:54

II-A2.B9.C5.D6 Berthel Christian Myrup – Så er den side også blevet tjekket igennem og opdateret ud fra de oplysninger, jeg har, og som jeg kan finde i kirkebøger og folketællinger.

Berthel Christian Myrup levede fra 1872-1954. Han blev født i Klim og var først husmand i Øster Falde i Bjørnsholm Sogn, senere gårdmand i Ørbæk i Kornum Sogn. Begge steder ligger i Nordjylland i nærheden af Løgstør i det gamle Aalborg Amt.

I som altid velkomne til at komme med rettelser og tilføjelser.



Opdeling af en gren – II-A2.B9.C5

Nyt Posted on Sun, May 18, 2014 11:18:45

Jeg har været nødt til at splitte en gren op, fordi den var blevet så stor, at det begyndte at blive uoverskueligt at scrolle ned over.

II-A2.B9.C5. Lars Christian Nielsen Myrups efterslægt var efterhånden blev meget stor, og derfor har jeg lavet en ny side til det af hans børn, der har den største efterslægt på Myrupfamilien.dk.

II-A2.B9.C5.D6. Berthel Christian Myrup har fået sin egen side. Dermed skulle det igen blive mere overskueligt at finde rundt i familien.



Opdatering af myrupfamilien.dk

Nyt Posted on Sat, May 17, 2014 15:36:15

Så nåede jeg lidt længere i min opdatering af
myrupfamilien.dk.

Da jeg oprettede Myrupfamilien.dk i februar, lagde jeg i
første omgang blot min myrupbog på i den udgave, som den havde i 2000, da jeg
stoppede med opdateringerne og holdt en pause. Derfor mangler der for det
første mange oplysninger, som jeg ikke har fået lagt ind. For det andet er der
stadig rigtig meget at følge op på i forhold til forfædrene.

Med alt det, der er kommet på nettet siden 2000, er mulighederne
næsten uendelige, så der er så meget, jeg kan kaste mig over.

Efter at jeg havde lagt alle grenene på, var de tre
forslægter det første, jeg gav mig i kast med. Forslægterne til de tre familier
i Myrup. Og nu er jeg som sagt gået i gang med at opdatere de enkelte grene en
for en.

Jeg har nu fået tjekket I-A6 grenen igennem og lagt på. Det er den
største af grenene, og desuden er det min smiley

Udover I-A6, har jeg tidligere været igennem I-A1, A7 og A8.
Det, at jeg har tjekket dem, betyder ikke nødvendigvis, at jeg er færdig med
dem. Tværtimod, slægtsforskning er noget, man aldrig bliver færdig med. Der er
stadig rigtig mange spørgsmål tilbage. Dem tager jeg i næste omgang. Jeg vil så
gerne videre til de andre grene og familier.

Hvis der er en gren, som du er i tvivl, om jeg har tjekket
og opdateret, så har jeg nederst på hver side anført en dato for sidste
opdatering. Alle datoer i februar er fra før opdateringen.

Det register over familiemedlemmerne, der er lagt på
Myrupfamilien.dk, bliver ikke i første omgang opdateret i takt med opdateringen
af grenene. Opdateringen af registeret slet kan ikke følge med. Men der skal nok
komme en nyere udgave snart.

Tilbage til arbejdet…smiley



« PreviousNext »